kunstruten-hvad er det?
Landsbyrådet > Kunstruten-november 2009 > kunstruten-hvad er det?
Kunstruten
Som du sikkert har læst i To Sogne eller hørt om, hvis du har deltaget i det årlige fællesmøde i Landsbyrådet, arbejder vi her med planerne om at etablere en kunstrute mellem Bjergby og Mygdal Mejeriby.
Den økonomiske side af sagen, hvor Statens Kunstfond forlangte, at vi lokalt skulle skaffe kr. 100.000, er bragt i orden. De vil derfor støtte projektet med kr. 400.000, så det vil sige, at der er ½ mio. kroner til at gå i gang med opgaven.
I maj indkaldte Statens Kunstfond derfor repræsentanter fra Landsbyrådet til møde i deres bygning i København. Vi var 2 repræsentanter af sted, hvor vi fik en god drøftelse med udvalget for Kunst i det offentlige rum. De udtrykte stor interesse for et projekt af vor type.
Til at få løst opgaven havde de til idésætter og projektleder udpeget en kunstner, Lisbeth Hermansen, som i samarbejde med Landsbyrådet skal arbejde med sagen. Det betyder ikke, at ovennævnte kunstner skal udføre kunstværkerne til ruten, men hun skal skaffe kunstnere til opgavens løsning.
Vi venter nu spændt på den videre udvikling i forløbet.
Finn Abildgaard
Sidst opdateret 5 Nov. 09, 20:21 :: Tilhører Web-gruppen :: skrevet af Jens Balle :: Besøgt 1422 gange




